Mig og min baggrund

Jeg er uddannet socialrådgiver, og jeg mener, at politik skal være fagligt, forståeligt og i øjenhøjde.

Da jeg i november 2016 kom i Folketinget ændrede min hverdag sig markant.
Inden da arbejdede jeg som socialrådgiver i arbejdscentret i Køge Kommune. Et arbejde, som jeg satte stor pris på. Forinden arbejdede jeg i en døgninstitution og som familierådgiver i Stevns Kommune.

Fælles for mine jobs er, at de har givet mig et dybgående indblik i, hvordan der arbejdes med i socialpolitik i Danmark. Det har dannet en solid grobund for at forstå, hvad det er, der sker ude i virkeligheden, og hvordan lovgivningen har indflydelse i det daglige. Det er naturligvis erfaringer, jeg bruger i mit daglige arbejde. Det var samtidig også mit mangeårige arbejde med sociale indsatser, der har tændte en gnist i mig for at gøre en forskel på Christiansborg.

Jeg er overbevist om, at jeg med mine faglige kompetencer kan bidrage med indblik og vinkler, som ikke alle andre nødvendigvis har med i bagagen.

Politik er ikke helt nyt for mig

Jeg har beskæftiget mig med politik i mange år. Jeg har siddet i byrådet i Greve i over 10 år, og jeg blev ved kommunalvalget i november 2017 genvalgt til både Greve Byråd og medlem af Region Sjælland. Ved folketingsvalget i 2015 blev jeg 1. suppleant i Sjællands Storkreds.

Jeg gør meget ud af at arbejde på tværs af politiske ståsteder, og jeg arbejder efter kompromiser fremfor kontroverser. Min tilgang til sager afviger måske også fra andre. Jeg nøjes ikke kun med sagsakter fra embedsmændene, men jeg ønsker at se rigtige mennesker i øjnene. Jeg vil selv se, høre og opleve hvad en beslutning får af indvirkning på borgerne. Det er politik i øjenhøjde.